At miste blev til min indre smerte

Et meget personlig indlæg

“Den 20. februar kl. 01.10 om natten holdte jeg min far i hånden, mens hans åndedræt blev svagere og svagere og til sidst forsvandt det helt, som om det var det mest naturlige i hele verden. Alt blev stille, helt stille. Imens løb mine tårer ned på min fars og min hånd. Min far havde lukket øjnene, fordi han ikke kunne klare mere. Han kunne ikke klare mere smerte, for smerten havde overtaget ham. Smerten var kræft. Efterfølgende rev jeg alle ledninger ud, alt det som ikke naturligt hørte til min far og lagde mig ved siden af ham og kiggede på ham i flere timer. Inderst inde vidste jeg godt at det var sidste gang jeg så ham, så ville bare være ved hans side.
Jeg havde mistet min far.”

Grunden til jeg skriver dette indlæg er, at der er mange der har spurgt om hvorfor jeg ikke blogger så meget mere.
Jeg er helt knust indeni og har en følelse af tomhed og mest af alt savner jeg min far hver dag, hver time og hvert minut. Min far var min rådgiver i livet – han kunne løse selv det værste problem. Nu er han der ikke mere og det er enormt svært at forholde sig til. Min mor har mistet sin mand i over 30 års langt kærlighedsliv og min søster har mistet sin sjæleven.
Vi har mistet en far, morfar, bror, kollega, svigerfar og bedste ven.
Det har taget flere dage for mig at skrive dette indlæg for det er meget grænseoverskridende for mig og meget følelsesmæssig for mig. Har længe tænkt over om jeg skulle skrive det eller ej, for det er meget privat og jeg skriver ikke mange personlige indlæg på min blog. Jeg skriver ikke dette for at få medlidenhed eller opmærksomhed, men forståelse.
Dybest inde i mig ved jeg godt jeg ikke får min far igen og det er noget jeg skal bearbejde, acceptere og leve med.

Jeg har diskuteret meget frem og tilbage med min kæreste, om jeg skulle udgive dette indlæg. Jeg er meget i tvivl om jeg vil give denne viden videre, men måske kan det hjælpe andre eller hjælpe mig selv. Såfremt det bliver ubehageligt for mig, vil jeg slette dette indlæg.

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Gem bogmærket som permalink. Følg kommentarer her med RSS-feed for dette indlæg. Skriv en kommentar eller efterlad et trackback: Trackback URL.

6 kommentarer

  1. Udgivet d. 22. september 2012 kl. 13:40 | Permalink

    Jeg kondolerer. Jeg begyndte at græde da jeg læste dit indlæg. Jeg mistede min stedfar og min morfar til kræft for nu 10 år siden og savnet væltede bare ind over mig da jeg læste det her. Sorgen, smerten og savnet du har nu forsvinder aldrig helt, men det bliver hverdag igen og man lærer at acceptere personen ikke kommer tilbage igen og jo længere tid der går jo mindre fylder det i ens hverdag. Jeg savner stadig de to personer jeg mistede for 10 år siden, men savnet er ikke så smertefuldt nu som det var dengang. Heldigvis. Jeg ved hvordan du har det og hvad du skal igennem. Det er hårdt, men man kommer stærkere ud på den anden side. Kæmpe kram herfra.

  2. Udgivet d. 22. september 2012 kl. 16:27 | Permalink

    jeg fik gåsehud da jeg læste dit indlæg, hvor er det stærkt skrevet og mange tak fordi du delte det med os..
    Håber at du med tiden kan leve bedre med din sorg.
    mange tanker fra mig

  3. Udgivet d. 22. september 2012 kl. 20:38 | Permalink

    Ved slet ikke, hvad jeg skal skrive!
    Men du skal i hvert fald have en masse kærlighed herfra. <3

  4. Udgivet d. 22. september 2012 kl. 21:19 | Permalink

    Tusinde tak for et fint og personligt indlæg. Det var stærk læsning! Jeg føler virkelig med dig og forstår dig fuldt ud. Mistede selv min far til kræft for snart 2,5 år siden, og tænker naturligvis stadig meget på ham. Der vil gå lang tid inden jeg holder op med at tænke på ham, men nogle gange glemmer jeg faktisk også, at jeg har mistet ham. Jeg håber meget, du har nogle gode mennesker omkring dig, for det ER svært og vil være et stort savn i lang tid.
    Håber det bedste for dig og din familie.

  5. Udgivet d. 3. oktober 2012 kl. 14:31 | Permalink

    Årh, hvor er jeg ked af det på dine vegne! Jeg har ikke rigtigt nogle trøstende ord, men hvor må det være forfærdeligt at have oplevet og gå igennem for dig.

  6. Solveig
    Udgivet d. 11. november 2012 kl. 22:08 | Permalink

    Smukt indlæg.

Skriv en kommentar

Din email bliver aldrig udgivet eller overdraget. Påkrævede felter er markeret med *

*
*

Du kan bruge disse HTML tags og attributter: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>