Et meget personlig indlæg
“Den 20. februar kl. 01.10 om natten holdte jeg min far i hånden, mens hans åndedræt blev svagere og svagere og til sidst forsvandt det helt, som om det var det mest naturlige i hele verden. Alt blev stille, helt stille. Imens løb mine tårer ned på min fars og min hånd. Min far havde lukket øjnene, fordi han ikke kunne klare mere. Han kunne ikke klare mere smerte, for smerten havde overtaget ham. Smerten var kræft. Efterfølgende rev jeg alle ledninger ud, alt det som ikke naturligt hørte til min far og lagde mig ved siden af ham og kiggede på ham i flere timer. Inderst inde vidste jeg godt at det var sidste gang jeg så ham, så ville bare være ved hans side.
Jeg havde mistet min far.”
Grunden til jeg skriver dette indlæg er, at der er mange der har spurgt om hvorfor jeg ikke blogger så meget mere.
Jeg er helt knust indeni og har en følelse af tomhed og mest af alt savner jeg min far hver dag, hver time og hvert minut. Min far var min rådgiver i livet – han kunne løse selv det værste problem. Nu er han der ikke mere og det er enormt svært at forholde sig til. Min mor har mistet sin mand i over 30 års langt kærlighedsliv og min søster har mistet sin sjæleven.
Vi har mistet en far, morfar, bror, kollega, svigerfar og bedste ven.
Det har taget flere dage for mig at skrive dette indlæg for det er meget grænseoverskridende for mig og meget følelsesmæssig for mig. Har længe tænkt over om jeg skulle skrive det eller ej, for det er meget privat og jeg skriver ikke mange personlige indlæg på min blog. Jeg skriver ikke dette for at få medlidenhed eller opmærksomhed, men forståelse.
Dybest inde i mig ved jeg godt jeg ikke får min far igen og det er noget jeg skal bearbejde, acceptere og leve med.
Jeg har diskuteret meget frem og tilbage med min kæreste, om jeg skulle udgive dette indlæg. Jeg er meget i tvivl om jeg vil give denne viden videre, men måske kan det hjælpe andre eller hjælpe mig selv. Såfremt det bliver ubehageligt for mig, vil jeg slette dette indlæg.